Den søde og spændende familiefilm Julemandens datter. Det er klart, at man kan sige, at det foregående år efter #MeToo har vist, at forbindelsen mellem mennesker endnu ikke er en anstændig adskillelse fra direkte korrespondance. Men alt taget i betragtning, vil vi sige, at vi i øjeblikket ikke er alle er enige om, at damer kan passe og udfylde samfundet ligesom mænd?
Ikke desto mindre er dette ikke situationen i julelandet, hvor man er opdraget med traditionalistiske briller, at det er betegnet “julemand” og ikke “juledame”. Ikke desto mindre er denne præcisering ikke tilstrækkelig for Lucia, hvis største ønske er at blive til en jule”dame”.
Hun indleder et mindre oprør i den konventionelle verden, da hun vinder og ønsker ved den årlige julefest og rapporterer, at hun har brug for muligheden for at blive julemand i overensstemmelse med de unge mænd. Hun er slidt op efter de unge damers instruktion, hvilket nedsætter dem, ved at tilbyde damerne ubegrænsede syning af strømper og tilberedning af madportioner.
Lederen af juleskolen (Ulf Pilgaard) sender Lucia på en uforståelig placeringstest. Hun skulle tilfredsstille menneskebarnet Alberts mest bemærkelsesværdige ønske. Han skal se sin far lyde sammenkomster, leve med det kloge dyr Krampus, og det sender børnene på en opgave.
Julemandens datter laver et fantasifuldt univers, hvor hele verdens julefigurer samles. Lucia er julemandens pige, der er ansvarlig for at få gaver til børnene i Danmark. Hun går i klasse med andre nationers julemænd, som desværre ikke får meget ud af livet.
Julemandens rolle
Det ville på en eller anden måde have været sjovt og lærerigt at høre lidt om kontrasterne mellem den første, den græske biskop Sankt Nikolaus og afater som tyske Weihnachtsmann og hollandske Sinterklaas.
Som du sandsynligvis er klar over, blev den rødklædte og hvid-barberede julemand, vi som helhed først blev bragt afgørende til verden i et Coca-Cola-korstog i 1930’erne, der var begrænset tid.
Generelt bemærkelsesværdig i filmen er naturligvis den amerikanske julemand, hvis barn er et lidt irriterende barn og ægtefælle en fantastisk dame ved navn Melanie – de mest ungdommelige hentyder muligvis ikke til Donald Trump, men mor og far burde ligeledes have lidt at grine af ved at se filmen.
Christian Dyekjær var med til at starte den valgfrie filminstruktion Super16 – hvis 10. år for nylig var blevet færdiguddannet, hvor han blev instruktør allerede første år i 2002.
Han har haft en svingende, men spændende, professionel satsning. Den omfattede først den humoristiske videnskabelige parodi The Rules of the Game, derefter på det tidspunkt familiefilmen Fuglejagten og sidste år, hvad der burde have været et betydeligt spring fremad med det undervurderede show The Fantastic.
Tragisk nok solgte den kun et par billetter i filmen, og på denne måde skulle man være glad for, at den begavede chef endnu laver film. Dyekjærs synspunkter er sjældent tilladt at blive kommunikeret i en børnefilm, hvor det aldrig går mere ondskabsfuldt, end når Nicolaj Kopernikus råber: “Hov hov, så slapper vi lige af.” På det tidspunkt får Martin Buch mere at arbejde med i julemandsjobbet, der griner, da han ikke kunne hjælpe med at rydde op. Som sin kvindelige partner får Mia Lyhne lov til at være sød og presset i modsætning til grusom og ydmygende, da hun mestre i Klovn.
Børnetalentet
Under alle omstændigheder formidles filmens mest bemærkelsesværdige skuespillerudstilling af kun elleve-årige Ella Testa Kusk, der finder ud af, hvordan man skal være normal, da hun ikke er sat i scene og sympatisk Lucia.
Man bliver vedvarende tryllebundet når hun tager på ekspedition og opdager manden i juledyret Krampus. Det skildrer Mette Horn med forvrængning, der hverken er frygtelig eller underholdende.
På trods af de lysende forhåbninger – eller måske korrekt som et resultat af dem – en julemandens pige som overdrevent behagelig. Filmen savner den uhyggelighed, som danske børn normalt ikke er bange for.
